Kløverhuset - Metoder og tilgange

På denne side finder du vores metoder og tilgange til arbejdet med børn og unge. Det er udfra disse metoder vi anskuer det faglige og det daglige arbejde i Kløverhuset.

Hvorfor er det vigtigt at have metoder og tilgange? 

Vores metoder og tilgange er med til at kvalitetsikre vores arbejder. En metode og en tilgang er en tilegnet viden der står på flere ben. For at vi kan kalde det er metode og tilgang skal der være en faglig og et teoretisk grundlag. Vi ønsker at arbejde videns,- og forsknings informeret. 

Effekten som omdrejningspunkt

Samtidig ønsker vi også at vi oplever at vores metoder og tilgange virker i det daglige arbejde og den pædagogiske praksis vi har. De skal have en effekt for de børn og unge vi arbejder sammen med, ellers har de ingen værdi. Derfor er vores metoder og tilgange udvalgt iblandt mange andre måder man kan gøre tingene på - men forskellen for os er at vi kan se det virker i praksis og skaber effekt. Vi er af natur nysgerrige på andre metoder og tilgange, derfor er vores grundlag ikke fastlåst - men en dynamisk levende størrelse.  

Fælles sprog

Metoder og tilgange er også med til at udvikle et fælles sprog iblandt medarbejdere, dette er med til at gøre kommunikation bedre og skarpere i forhold til forståelse af de indsatser vi ønsker at iværksætte. Det giver os også i højere grad muligheden for at lave individuelle koordinerede indsats for det enekelte barn eller unge. Koordinerede indsater giver langt bedre resultater, i det alle medarbejdere har foudsætning for at bidrage til opgaven. 

Personalet forsøger at indrette dagligdagsaktiviteter hvor de bedst muligt støtter op om barnet/den unge i at blive bedre til at klare sig selv, og til at indgå i sociale fællesskaber. Der er kontant en personale til stede, til at støtte op om den enkeltes gøren, og barnet/den unge kan spørge personalet til råds. Der trænes også i dagligdage gøremål, som en overgang til selvstændighed.

Der er opstillet 5 søjler/stadier i miljøterapi:

Beskyttelse

Det vil sige at give tryghed, skærme eller tage hånd om. Målet er at hindre destruktiv, udadrettet adfærd.

Støtte

Det skal få barnet/den unge til at føle velvære og sikkerhed. Det skal øge selvfølelsen, og derved mindske fortvivlelse og angst.

Struktur

Planlagte handlinger som skaber forudsigelighed. Strukturen skal få barnet/den unge til at føle sig knyttet til omgivelserne, uden at være bange for at være overladt til sig selv.

Engagement

Målet er at bringe barnet/den unge ind i en aktivt handlende fase. Derved give en følelse af at mestre tilværelsen, specielt i sociale sammenhænge. Det er ligeledes et mål at barnet/den unge påtager sig mere ansvar for egne handlinger.

Anerkendelse

Der gives plads til afvigelser, tab og ensomhed. Vi tillader barnet/den unge at udtrykke sin lidelse.

  • Kognitiv
  • Ressourcefokuseret
  • Anerkendende
  • Pædagogik

Metoden tager udgangspunkt i, at vi alle har mere eller mindre tydelige dannelsesidealer og værdiforestillinger om, hvordan vi oplever og skaber relationer, trivsel, glæde, kreativitet og motivation.

Så vi får en oplevelse af sammenhæng, betydning og mening. Krap er en konkret metode til at blive bevidst om betydningen af at gøre det man siger, man vil gøre og følge op på om det gik godt på en positiv og anerkendende måde.

Altså skabe en forandring, der gør en forskel. Der arbejdes med en større personlig og social kompetence, for bedre at kunne udfolde sig socialt og samfundsmæssigt, og herigennem opnå en højere livskvalitet.

Der er fokus på ressource potentialet hos den enkelte.

Den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – den anerkendende relation. Når vi indgår i sådanne relationer, er der fem elementer der skal være tilstede:

  1. Forståelse og indlevelse
  2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
  3. Bekræftelse
  4. Åbenhed
  5. Selvrefleksion og afgrænsning

For at kunne være anerkendende, skal man kunne sætte sig i den andens sted for en stund. Vi skal indbyrdes kunne rumme hinandens forskelligheder. Vi skal kunne anerkende hinanden og være åbne overfor, at vi kan have to forskellige udgangspunkter og opfattelser. Sidste punkt om selvreflektion og afgrænsning stiller krav til, at vi selv tager ansvar for os selv, samt at vi er i stand til at lære af og reflektere over os selv i relationen.

Ansvaret for relationen

Når det handler om en barn-voksen relation, er det den voksne der har ansvaret for kvaliteten af relationen. Relationen barn-voksen er en asymmetrisk relation, hvor den voksne har den såkaldte defintionsmagt. Altså magten til at definere relationens regler, hvad der er rigtig og forkert, hvad der er legitimt, normer osv. Den anerkendende relation skaber selvtillid, selvstændighed, tolerance og medmenneskelig respekt.

Piktogrammer bruges til at medvirke til at barnet oplever trygge rammer. Vi skaber en rutine med tydelighed, genkendelighed og forudsigelighed. Genkendelige rammer og en forudsigelig hverdagsstruktur giver barnet muligheder for at udvikle personlighed og færdigheder i samspil med andre. Barnet får mulighed for at orientere sig i det genkendelige og opleve sig selv som handlende og til en vis grad selvregulerende.

Redskab som hjælp 

Piktogrammer som redskab skal give den nødvendige struktur for at hjælpe barnet til at få styr på egne handlinger. Gennem strukturen sættes barnets forsøg på at mestre egne livsbetingelser i centrum. 

Piktogrammer bruges på BUCN efter behov.

Denne tager sit udgangspunkt i, at hjælpe barnet/den ungen til at blive afklaret omkring sine værdier og livsstil. Samtalen søger at skabe indre motivation til forandring af en konkret adfærd eller livsstil. Den motiverende samtale arbejder bevidst med et fokus på løsninger og tager udgangspunkt i barnets/den unges positive forestillinger om en løsning. Samtalen orienteres omkring barnets/den unges ressourcer og succeser og holder fokus på, hvad han/hun tidligere er lykkedes med.

Synlige ressourcer 

Dermed får barnet/den unge synliggjort sine styrker og kompetencer og styrkes i troen på egne evner. Den motiverende samtale bygger på inddragelse og empowerment af barnet/den unge, da der altid tages et respektfuldt udgangspunkt i barnets/den unges egne værdier og ønsker. Der arbejdes bevidst på at inddrage barnet/den unge i samtalen og derved gøre barnet/den unge til en ansvarlig og aktiv medspiller for derigennem, at skabe indre motivation til forandring.

Det er et redskab der kan bruges til at skabe et meningsfuldt og sammenhængende billede af én selv i verden. Vi sammensætter billede mapper til hvert enkelte barn/ung, som viser en personlig fortælling om en selv.

Metoden styrker de kropslige og følelsesmæssige erfaringer, som er lagret hos den enkelte. Det giver en mulighed for at kæde fortid, nutid og fremtid sammen. Samtidig sætter det fokus på relationer af betydning og styrker netværket.

Det er i samspillet med andre, at et individs personlighedsudvikling finder sted.
Vi betragter den optimale pædagogiske relation som komplementær. Den komplementære relation er karakteriseret af gensidig kommunikation og gensidig respekt for hinandens ret til selvbestemmelse (autonomi). I samspillet med den unge skabes der gennem dialogen mulighed for, at bringe sig nærmere en forståelse.

Socialpædagogiske relationer

I udgangspunkt er disse ulige og karakteriseret ved forskelle i magt, ansvar og kompetence. Dette indebærer, at pædagogen og barnet eller de unge er i forskellige positioner, men er ligeværdige og mødes med forståelse for, at de er forskellige.

Den komplementære relation

Denne giver pædagogen muligheden for at møde den unge, hvor denne er, og dermed også en mulighed for at få indsigt. Når det fastslås, at pædagogen ikke er ligestillet med den unge er det afgørende, at pædagogen forstår årsagen hertil. Den unge kan være præget af sine forudsætninger, i en grad der indebærer, at den unge har brug for, at vi påtager os rollen som deres vejviserer og tager ansvaret for relationen.

Den unges udvikling er afhængig af de voksnes måde at indgå i og fastholde relationer. Det betyder, at det er kvaliteten af relationen der skabes mellem den unge og den voksne, der er afgørende for om det relationelle forhold er udviklingsstøttende eller -hæmmende. Mødes den unge anerkendende og påskønnende motiveres han/hun bedst til nytænkning og udvikling.

Pædagogen har ansvaret

For at relationer mellem barnet eller den ung og voksen skal fungere udviklingsstøttende for at barnet eller den unge, er det vigtigt, at den voksne tager det overordnede ansvar, men at begge opfattes som ligeværdige i deres forhold. Muligheden for at skabe gode betingelser for den unges trivsel og positive udvikling øges når den voksne i relationen til den unge:

  • Er lydhør, nærværende og medlevende
  • Har positive forventninger til den unge
  • Har et anerkendende menneskesyn
  • Fraholder sig fra skældud, formaninger og ”trusler” 
  • Leder den unge og viser positive alternativer 
  • Uddyber og italesætter fællesoplevelser
  • Taler med den unge om de ting han/hun er optaget af
  • Kan justere sig i forhold til den unge og følge dennes udspil
  • Giver mening til den unges oplevelse af omverdenen ved at forstå, beskrive og forklare.

 

Status opfølgning

Ved indskrivning af barnet/den unge bliver der holdt en 3 måneders opfølgning.

Herefter er der opfølgning hver 6. måned, også kaldet statusmøde.

Her har en medarbejder skrevet statusrapport på barnet/den unge, som der bliver taget udgangspunkt i til mødet.

Indsatsplanen

Denne anvendes som et praktisk redskab til gennemførelse og sikring af, at der arbejdes ud fra den generaliserende anden.

I Indsatsplanen arbejder medarbejderne med mål, som tager udgangspunkt i Handleplanen (fra myndighedsafdelingen).

Disse omsættes i indsatsmål og konkrete handlinger.

Indsatsplanen gennemgås på hvert enkelt barn el. ung på personalemøde (i et evalueringshjul), således at samtlige medarbejdere kender til og kan støtte op omkring indsatsen og eventuelt fortage justeringer og ændringer i denne.

Det er kontaktpersonteamet for den unge, der er ansvarlig for at ajourføre, udarbejde og medinddrage den unge i Indsatsplanen. 

De omsatte indsatsmål giver anledning til konkrete handlinger til det enkelte barn/ung.

Der bliver skrevet dagbogsnotater på børnene/de unge hver dag, med udgangspunkt i indsatsmålene.

Dagbogsnotater bruges til videns deling blandt personalet og som en hjælp til udformning af statusrapport.